Fysisk guidning og kortvarig fastholdelse

Fysisk guidning og kortvarig fastholdelse: hvor går grænsen?

Fysisk guidning er ikke fastholdelse. Men på børne- og ungeområdet er der dog mulighed for kortvarig fastholdelse, hvis altså betingelserne er til stede.

En af jeres unge skal i seng. Han bliver stående i opholdsstuen. Du lægger en hånd på skulderen og følger han mod værelset.

Halvvejs ned ad gangen stivner han. Stritter imod. Strammer ryggen.

Var det stadig guidning, du lavede? Eller blev det lige til noget, du skal indberette?

Forskellen ligger ét sted. Og det er ikke der, de fleste tror.

Hvad fysisk guidning er

I vejledningen til lov om voksenansvar står der følgende:

“At personalet med hånden på barnets eller den unges arm leder barnet eller den unge i en bestemt retning.”

Konkret kan det fx være følgende:

Lægge en hånd på barnets skulder og lede barnet væk fra en situation
Tage et barn i hånden og føre det i en bestemt retning
Lægge en arm om barnet og guide det et andet sted hen
Flytte et barns hånd væk fra noget (f.eks. en genstand)

Betingelsen er, at det sker af hensyn til barnets omsorg, tryghed eller trivsel. Ikke for at få dagen til at glide. Men for barnets bedste.

Fysisk guidning skal hverken registreres eller indberettes. Det er en omsorgshandling – ikke en magtanvendelse.

Grænsen er barnets modstand – ikke din hånd

Her er det, de fleste tager fejl af.

Grænsen mellem guidning og magtanvendelse handler ikke om, hvor hårdt du holder. Den handler om, hvad barnet gør.

Så længe barnet/den unge følger med frivilligt, er det guidning. I det øjeblik barnet gør aktiv fysisk modstand – stritter imod, strammer grebet, slår ud, lader sig falde til jorden – skal den fysiske kontakt straks ophøre.

Ikke “snart”. Straks.

Det er ikke din kraftanvendelse, der afgør sagen. Det er barnets/den unges modstand.

Vejledningen er meget tydelig, hvad det angår:

“Gør barnet eller den unge modstand mod den fysiske kontakt og/eller det, den voksne ønsker, at barnet eller den unge skal gøre, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre, medmindre situationens karakter ændrer sig, så der opstår fare for barnet eller den unge selv, andre børn og unge eller personalet.”

Det vil sige: Hvis barnet gør modstand, har personalet to muligheder:

Stoppe – og forsøge dialog, deeskalering eller andre pædagogiske tiltag
Gå over til § 9 (fysisk magtanvendelse) – men kun hvis barnets adfærd er til fare for barnet selv eller andre (herunder vedvarende chikane, der er til fare).

Så hvad med “kortvarig fastholdelse”?

Det er her, ordet driller.

For når et barn gør modstand, og du bliver ved med at holde – så laver du ikke længere guidning. Du fastholder. Og fastholdelse mod et barns modstand er fysisk magtanvendelse efter § 9.

§ 9 har én tydelig betingelse, som er, at barnets adfærd skal være til fare.

Derudover skal alle fire principper i § 7 være opfyldt – magt er undtagelsen, frivillighed skal være forsøgt, indgrebet skal være proportionalt, og det skal udøves skånsomt og kortvarigt.

Er der ingen fare, er der ingen hjemmel. Du kan ikke fastholde et barn, fordi han nægter at gå i seng, nægter at deltage, nægter at høre efter. Magt må aldrig bruges til at gennemtvinge det pædagogiske. Kun til at afværge faren.

Det betyder, at “kortvarig fastholdelse” i hverdagen næsten altid er ét af to: enten guidning, der skulle være stoppet – eller magtanvendelse, der skal indberettes. Der er sjældent et trygt mellemrum imellem.

Mellemrummet eksisterer – men det er smalt. Det kræver, at barnet accepterer fastholdelsen. I det øjeblik modstanden kommer, er mellemrummet væk.

Men der er en nuance, som de færreste er klar over.

Lad os dykke ned i vejledningen, hvor der står følgende:

“Ved fysisk guidning forstås, at man ved fysisk kontakt med barnet eller den unge angiver, f.eks. ved at lægge en hånd på skulderen, at barnet eller den unge skal følge med eller standse. I den fysiske guidning ligger også, at man kortvarigt kan fastholde barnet eller den unge.”

Denne del af vejledningen havde jeg for mange år siden en diskussion med en tilsynskonsulent fra socialtilsynet, som gjorde gældende, at man under ingen omstændigheder må løfte eller bære et barn.

Der kunne jeg så henvise til denne passage, og vi fik efterfølgende en god dialog omkring problematikken.

Vejledningen nævner ikke alder, men det følger af voksenansvaret (§ 3), at løft og bæring af små børn – som svarer til normal forældreomsorg – falder inden for den fysiske guidning. I tilsynspraksis accepteres dette typisk for førskolebørn.

Hvis man tænker nærmere over det, så giver det rigtig god mening.

Jeg vil ikke selv løfte et barn på 9-10 år, hvilket formentlig også vil være en for stor fysisk anstrengelse.

Undtagelsen: børn med funktionsnedsættelse

Der er ét sted, hvor billedet ser anderledes ud.

For et barn med f.eks. autisme eller udviklingshæmning kan fysisk støtte være nødvendig for overhovedet at kunne yde omsorgen – hjælp til tandbørstning, til påklædning, til at komme gennem en svær overgang.

Vejledningen er klar her: den slags fysiske støtte er som udgangspunkt en omsorgshandling efter § 3. Også selvom barnet brokker sig verbalt. Forudsætningen er, at barnet ikke aktivt modsætter sig frigørelsen. Strammer barnet grebet og modarbejder aktivt, skifter situationen karakter.

Personalets vurdering af adfærdens karakter er afgørende. Et barn uden verbalt sprog, der hiver i håret som sensorisk søgning eller kontaktforsøg, udviser ikke en adfærd, der er til fare – og frigørelsen er derfor en omsorgshandling, ikke magtanvendelse.

Hvorfor det er sværere, end det ser ud

Der er to fejl, vi nemt kommer til at lave.

Den ene: du holder et øjeblik for længe. Barnet stritter imod, og hånden bliver hængende et sekund mere, end den måtte. Nu er det ikke guidning længere. Det er en handling uden hjemmel – som skal registreres straks og indberettes direkte til socialtilsynet efter den skærpede procedure i § 23 (handling undergivet påtale).

Den anden: du slipper, da du burde holde. Modstanden tipper over i fare, og § 9 træder i kraft – men I tøver, fordi I er bange for at lave en sag.

De to fejl trækker hver sin vej. Den ene holder for længe, den anden slipper for tidligt. Men de mødes ét sted. Det er i splitsekundet, hvor situationen skifter, og du skal reagere, før du når at tænke. Det afgørende er ikke, om man kender grænsen, men derimod om man kan handle på den, når den unge stritter imod.

Og det bliver ikke nemmere bagefter. Guidning skal ikke indberettes – så der findes intet papir, der kan vise, at det var guidning og ikke magt. Gjorde du det rigtige, står det ingen steder. Spørgsmålet er så om medarbejderen kan forklare det, hvis nogen spørger?

Grebet: tre spørgsmål i situationen

Når du står med hånden på skulderen, kører tre spørgsmål:

Gør barnet aktiv fysisk modstand? Hvis ja – slip, medmindre der er fare.
Er der fare for barnet selv eller andre? Hvis nej – så er der ingen hjemmel til at holde. Det er en pædagogisk opgave, ikke en fysisk.
Hvad er det mindste indgreb, der løser det? Magt er altid sidste udvej, og den skal ophøre, så snart faren er drevet over.

 Der er utrolig meget læring i de situationer, hvor det potentielt kunne lede til magtanvendelse i form af en føring. Det er derfor en rigtig god idé, at få beskrevet situationen på skrift. mens det er friskt i erindringen.

Fra paragraffer til praksis – det er det, vi lærer

Hos Práctica oversætter vi sammen principperne til jeres praksis og den vurdering, dine medarbejdere skal foretage i situationen – og til den dokumentation, der bagefter skal kunne holde i tilsynet.

Vi lærer ikke fastholdelsesteknikker. Vi træner det, der kommer før og efter: beslutningen, begrundelsen og begrebsklarheden.

Et kursus i viden om reglerne hos Práctica for børne- og ungehjem.

Kurset varer 6-7 timer og holdes på jeres matrikel – hvor i landet I end er
fra. 11.000 kr. ekskl. moms og kørsel
Inkluderer et års hotline til sparring med mig.