Magtanvendelse på bosteder – regler, praksis og dokumentation

Senest opdateret: september 2026

Hvornår må personalet på et bosted gribe ind over for en borger?

Reglerne om magtanvendelse sætter grænser for, hvornår I må foretage indgreb i en borgers selvbestemmelse. Her får du overblik over reglerne, de situationer der giver flest tvivlsspørgsmål i praksis, og kravene til dokumentation og indberetning.

Denne guide handler om magtanvendelse over for voksne på botilbud. Reglerne for anbragte børn og unge er en anden lovgivning — det vender jeg tilbage til.

Hvad er magtanvendelse på et bosted?

Magtanvendelse og selvbestemmelsesret

En af de vigtigste paragraffer, hvis ikke den vigtigste, er grundlovens § 71, som så lovfæster, at den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse. Sagt på godt jysk: Man bestemmer over sit eget liv. Også når borgeren bor på et botilbud. Også når borgeren træffer valg, personalet er uenige i.

Magtanvendelse er et indgreb i den selvbestemmelsesret. Derfor kræver det hjemmel i loven — og derfor er et indgreb ikke lovligt, bare fordi det er velment.

Det korte svar på “hvornår må vi bruge magt?” er: kun når der er hjemmel til det konkrete indgreb, og betingelserne i den relevante bestemmelse er opfyldt. Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige (proportionalitet), må ikke erstatte omsorg, pleje eller socialpædagogisk bistand, og skal ske så skånsomt og kortvarigt som muligt.

Hvornår er en handling magtanvendelse?

Det afgørende er ikke, hvad I kalder handlingen. Det afgørende er, hvad der faktisk sker.

To medarbejdere kan lægge en hånd på den samme arm. Hos den ene følger borgeren frivilligt med. Hos den anden stritter borgeren imod, og medarbejderen fastholder alligevel grebet for at gennemtvinge handlingen.

Den første handling er omsorg. Den anden er et indgreb i selvbestemmelsesretten.

Det er borgerens modstand kombineret med personalets insisteren, der flytter handlingen over grænsen.

Magtanvendelse eller almindelig pædagogisk praksis?

Her går den grænse, der oftest bliver diskuteret på personalemøder. Og her opstår de fleste fejl.

En pædagogisk metode er ikke i sig selv en hjemmel. Man kan ikke beslutte sig for, at noget er “vores tilgang”, og dermed gøre det lovligt. Vurderingen skal knyttes til den konkrete situation og den konkrete handling — hver gang.

Hvilke regler gælder for magtanvendelse på bosteder?

“Bosted” er ikke i sig selv en juridisk kategori. Reglerne afhænger af, hvem borgeren er, hvilken hjælp borgeren modtager, og hvilken type tilbud der er tale om.

Servicelovens afsnit VII

På voksenområdet findes reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i servicelovens afsnit VII — kapitel 24, 24 a og 24 b.

Kapitlerne er inddelt efter målgruppe, og det har konsekvenser i praksis:

• Kapitel 24 a retter sig mod borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.
• Kapitel 24 b retter sig mod borgere med demens.

For borgere med demens er der et lidt bredere råderum for tryghedsskabende velfærdsteknologi og døralarmer, fordi sygdommens progression skaber en særlig risiko for at fare vild. For borgere med et varigt handicap stiller loven til gengæld skarpe krav til den pædagogiske dokumentation, før kommunen kan godkende et indgreb.

Reglerne blev ændret med virkning fra 1. juli 2024 og 1. januar 2025. Hvis jeres interne materiale er ældre end det, er der en reel risiko for, at I arbejder efter regler, der ikke længere gælder.

Hvem er omfattet af reglerne?

Magtanvendelse efter serviceloven kan kun anvendes over for de persongrupper, der er nævnt i §§ 124 a, 136 og 136 b — og kun når pleje, omsorg og socialpædagogisk indsats i det konkrete tilfælde har vist sig utilstrækkelig.

Det betyder, at man ikke kan besvare spørgsmålet “må vi bruge magt?” uden først at vide:

• hvem borgeren er
• hvilket tilbud borgeren bor i
• hvilken bestemmelse der er relevant
• hvad personalet konkret forsøger at forhindre eller opnå
• om borgeren samtykker
• og hvad der ellers er forsøgt

Det er netop her, mange fejl opstår.

Gælder reglerne også for børn og unge?

Nej. For anbragte børn og unge under 18 år gælder lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, ikke serviceloven. Loven gælder på anbringelsessteder — opholdssteder, døgninstitutioner og plejefamilier.

Når borgeren fylder 18 år, skifter det juridiske grundlag. Personalet mister en række beføjelser: de kan for eksempel ikke længere fastsætte sengetider eller begrænse adgangen til lommepenge uden en specifik afgørelse.

Den eneste undtagelse er unge over 18 år, der er anbragt i henhold til en strafferetlig dom eller kendelse. For dem gælder en række af voksenansvarslovens regler fortsat.

Bland aldrig de to regelsæt sammen. Det er en af de hyppigste kilder til uhjemlede indgreb på tilbud, der har både unge og voksne.

→ Læs mere om lov om voksenansvar

Hvorfor er hjemmel så vigtig?

Fordi gode intentioner ikke er en lovhjemmel.

Det samme gælder hensynet til driften, personalets bekvemmelighed, ønsket om at skabe ro — eller det forhold, at I er bekymrede for borgeren.

Uden hjemmel er indgrebet ulovligt, uanset hvor fagligt velbegrundet det føles.

Hvad må personalet gøre på et bosted?

Må man fysisk guide en borger?

Ja. Efter servicelovens § 124 b kan personalet anvende fysisk guidning som led i omsorgen, herunder for at sikre tryghed og trivsel. Samme bestemmelse rummer konfliktafværgelse.

Og her er en pointe, mange overser: fysisk guidning og konfliktafværgelse efter § 124 b er ikke magtanvendelse. Der skal derfor ikke ske registrering og indberetning efter § 135 a.

Men det gælder kun, så længe handlingen faktisk er guidning. Guidning må ikke indebære fastholdelse.

Derfor er det en dårlig idé at lave interne regler, hvor personalet bare får at vide: “Det her er fysisk guidning.”

Spørg i stedet ind til den konkrete handling:

• Hvad gjorde medarbejderen?
• Modsatte borgeren sig?
• Hvor meget fysisk kraft blev anvendt?
• Hvor længe varede det?
• Hvorfor blev handlingen foretaget?
• Var der reelt tale om fastholdelse?

Må man fastholde en borger?

Ikke bare fordi borgeren siger nej.

At en borger ikke ønsker personalets hjælp, er ikke i sig selv en tilladelse til at bruge fysisk magt.

Fastholdelse, tilbageholdelse og tilbageførelse forudsætter, at betingelserne i § 124 d (kapitel 24 a) eller § 136 d (demensområdet) er opfyldt. Ændringen af § 124 d i 2024 udvidede de situationer, hvor fastholdelse kan anvendes — men den fjernede ikke kravet om en konkret vurdering.

Det betyder også, at I ikke kan opstille en generel regel som:

“Hvis borgeren bliver meget urolig, fastholder vi.”

En sådan tilgang gør magtanvendelse til en forudbestemt pædagogisk metode. Det er præcis det modsatte af tanken bag reglerne.

Må man gribe ind for at forhindre ødelæggelser?

Afværgehjælp efter § 124 c giver personalet mulighed for kortvarigt at fastholde eller føre en person væk fra en situation, når det er nødvendigt for at afværge, at borgeren forårsager væsentlig ødelæggelse af indbo eller andre værdier.

Bemærk ordet væsentlig. Bestemmelsen er ikke en generel hjemmel til at gribe ind, hver gang noget går i stykker.

Må man fastholde en borger i en hygiejnesituation?

Kortvarig fastholdelse i personlige hygiejnesituationer er reguleret i § 136 a (handicapområdet) og § 136 c (demensområdet). Det forudsætter, at det er nødvendigt for at sikre borgerens omsorg, sikkerhed eller værdighed.

Her er et krav, mange tilbud overser: efter § 136 a, stk. 2, skal personalelederen på baggrund af medarbejderens registrering vurdere, om der er behov for at anmode kommunen om en afgørelse fremover. Lederen er forpligtet til at anmode kommunalbestyrelsen, hvis kortvarig fastholdelse i en hygiejnesituation har været anvendt mere end én gang inden for seks måneder over for samme borger.

Samtidig skal handleplanen efter § 135 a, stk. 4, bruges til at sikre, at magtanvendelsen kan undgås fremover.

Må man låse en dør eller bruge særlige døråbnere?

Som udgangspunkt nej — ikke uden hjemmel.

Særlige døråbnere er reguleret i § 125, og låsning og sikring af yderdøre og vinduer kræver en konkret afgørelse. En låst dør, der reelt tilbageholder en borger, er et indgreb i selvbestemmelsesretten og må ikke etableres af hensyn til drift eller bekvemmelighed.

Må man bruge stofseler?

Anvendelse af stofseler efter § 128 kræver en kommunal afgørelse og dokumentation for, at borgeren ellers vil udsætte sig selv for væsentlig fare ved at falde.

Seler må aldrig bruges som en nem løsning for at holde en borger i ro.

Må man bruge kamerakig og velfærdsteknologi?

Her er reglerne ændret, og det er værd at være præcis.

• Situationsbestemt kamerakig efter § 128 b, stk. 1, gør det muligt at tilse borgeren digitalt, for eksempel for at forebygge fald om natten. Kameraet skal have en synlig eller hørbar indikator, når det er aktivt, og optagelser må ikke gemmes.
• Tryghedsskabende velfærdsteknologi efter § 128 b, stk. 2, og § 136 e er som udgangspunkt ikke magtanvendelse, når den anvendes som led i omsorgen — medmindre borgeren, dennes værge eller fremtidsfuldmægtige modsætter sig. Så skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse.
• Epilepsialarmer efter § 128 a, stk. 3, er heller ikke magtanvendelse.

Borgeren eller dennes repræsentant skal informeres, inden teknologien tages i brug.

Må man gå ind i en borgers bolig?

En bolig på et botilbud er borgerens hjem. Udgangspunktet er derfor, at personalet ikke bare kan gå ind.

Spørgsmålet er, hvad formålet er, om der foreligger samtykke, og hvilken bestemmelse der eventuelt kan anvendes. Vær særligt opmærksom, når indgrebet berører andre beboeres boliger — kommunalbestyrelsen skal ved afgørelsen vurdere, om øvrige beboere påvirkes og skal anses som parter efter forvaltningsloven.

Hvad med nødværge og nødret?

Nogle gange skal personalet handle øjeblikkeligt for at afværge vold eller alvorlig skade. Her træder straffelovens regler om nødværge (§ 13) og nødret (§ 14) i kraft.

Slår en borger pludselig ud efter en medarbejder, har medarbejderen ret til at afværge slaget og kortvarigt fastholde borgeren for at stoppe angrebet. Løber en borger ud foran en bil, må personalet gribe ind for at forhindre ulykken.

De handlinger falder uden for servicelovens almindelige regler. Men de skal stadig dokumenteres og bringes videre til ledelsen.

Og de er en undtagelse — ikke en genvej. Hvis nødværge og nødret optræder rutinemæssigt i jeres dokumentation, er det i sig selv et fagligt advarselssignal.

Magtanvendelse i konkrete situationer

Den magtanvendelse, ingen opdager

Den svære grænse er ikke den, I diskuterer på personalemødet. Det er den, I holdt op med at diskutere.

For når et greb bliver til en rutine, holder det op med at føles som et indgreb. Det bliver til “sådan gør vi med hende om morgenen”. Til den faste hånd på skulderen, når han skal ind fra rygepausen. Til døren, der bare bliver stående på klem, fordi det er nemmere.

Ingen indberetter det. Ikke fordi nogen skjuler noget — men fordi ingen længere ser det som et indgreb.

Det er det, jeg kalder skjult magtanvendelse. Og det er den type, jeg oftest støder på, når jeg kommer ud på et tilbud.

Prøv en enkel test på jeres egen praksis: Hvis en pårørende stod i døren og så det ske, ville I så forklare det som omsorg — eller ville I begynde at forklare jer?

Er svaret det sidste, er I forbi grænsen.

Magtanvendelse må ikke blive en pædagogisk metode

Magt må ikke bruges som:

• straf
• konsekvens
• opdragelse
• personalets genvej til at skabe ro
• erstatning for pædagogisk støtte
• erstatning for manglende bemanding
• standardløsning på en borgers adfærd

Gentager den samme situation sig, bør I derfor ikke nøjes med at spørge: “Var den sidste magtanvendelse lovlig?”

I bør også spørge: “Hvorfor bliver vi ved med at ende her?”

Det er et langt mere interessant fagligt spørgsmål.

Hvad skal I gøre efter en magtanvendelse?

En magtanvendelse slutter ikke, når det fysiske indgreb stopper.

Først: borgeren

Sikr borgerens fysiske og mentale tilstand. En konflikt må ikke efterlade borgeren med en følelse af straf eller afvisning. Relationen skal genopbygges hurtigst muligt.

Dokumentation

Beskriv blandt andet:

• hvad der skete
• hvad der gik forud
• hvad personalet gjorde
• hvilken hjemmel der blev anvendt
• hvorfor indgrebet var nødvendigt
• hvor længe det varede
• hvordan det blev udført
• hvordan borgeren reagerede
• hvad der skete bagefter
• hvordan situationen kan forebygges fremover

Dokumentationen må ikke være en efterrationalisering, hvor man forsøger at få handlingen til at passe ind i lovgivningen. Den skal beskrive det, der faktisk skete.

Hold desuden den objektive beskrivelse adskilt fra den faglige vurdering. Det er to forskellige ting, og de bliver ofte rørt sammen.

Registrering og indberetning

Ikke alt skal indberettes. Fysisk guidning og konfliktafværgelse efter § 124 b, husorden efter § 123, stk. 1, epilepsialarmer og tryghedsskabende velfærdsteknologi, som borgeren ikke modsætter sig, er ikke magtanvendelse — og skal derfor ikke registreres og indberettes efter § 135 a.

Registreringspligten efter § 135 a omfatter blandt andet afværgehjælp (§ 124 c), fastholdelse m.v. (§ 124 d), kortvarig fastholdelse i hygiejnesituationer (§ 136 a, stk. 1, og § 136 c) samt flytning uden samtykke (§§ 129 og 129 a).

Efter reglerne, der fik virkning fra 1. januar 2025, skal personalets brug af forhåndsgodkendte indgreb ikke længere registreres hver gang.

Brug Social- og Boligstyrelsens gældende skemaer. Indberetning sker senest tre dage efter registreringen.

Hvem modtager indberetningen?

Det er et af de spørgsmål, jeg oftest får forkerte svar på.

1. Medarbejderen, der har foretaget indgrebet, registrerer det og indberetter til personalelederen.
2. Personalelederen sørger for, at indberetningen sendes videre til kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet — eller til socialtilsynet.
3. Er indgrebet sket på et kommunalt eller regionalt tilbud, skal lederen desuden orientere driftsherren.
4. Personalelederen skal jævnligt orientere borgerens pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtige om de indgreb, der er foretaget — medmindre borgeren frabeder sig det og selv kan klage.

Indberetningen går altså ikke til Social- og Boligstyrelsen. Styrelsen udgiver materialet og skemaerne — den modtager ikke jeres sager.

Efterforsorg for borger og medarbejder

Mange tilbud har styr på papirarbejdet og ingen fast procedure for det menneskelige.

En systematisk defusing (den umiddelbare samtale) eller debriefing (den opfølgende samtale) giver personalet mulighed for at bearbejde hændelsen og evaluere de pædagogiske strategier i et trygt rum. Ledelsen har ansvaret for at facilitere de samtaler.

Klageadgang

Borgerens retssikkerhed er et centralt element i reglerne.

Afgørelser om magtanvendelse træffes som udgangspunkt af kommunalbestyrelsen og kan påklages til Ankestyrelsen.

Familieretshuset har en særlig rolle ved flytning uden samtykke efter § 129: kommunen indstiller, Familieretshuset træffer afgørelse, og afgørelsen kan påklages til Ankestyrelsen inden fire uger.

Det er ledelsens ansvar at vejlede borgeren og de pårørende om deres klagemuligheder. En gennemsigtig proces dæmper som regel konfliktniveauet.

Hvordan forebygger man magtanvendelse på bosteder?

Fra enkeltsituation til faglig læring

Enkeltsagen fortæller, om indgrebet var lovligt. Mønsteret fortæller, om jeres praksis holder.

Kig efter det: Sker det på bestemte tidspunkter? Med bestemte borgere? Med bestemte medarbejdere? I bestemte overgange i døgnet?

Socialtilsynet kigger efter de samme mønstre — og bruger dem som anledning til dialog om tilbuddets pædagogiske forebyggelse. Det er en bedre samtale at tage på eget initiativ end på tilsynets.

Den svære del er sjældent at finde paragraffen

Det svære er at omsætte den til situationen foran dig.

To medarbejdere kan stå i præcis den samme situation og vurdere den forskelligt. Den ene tænker: “Jeg er nødt til at holde ham.” Den anden tænker: “Jeg kan få ham med ud uden fysisk indgreb.”

Derfor handler god praksis ikke kun om at kende reglerne. Det handler om at have et fælles juridisk og fagligt sprog — også når vagtplanen består af fastansatte, vikarer og ledere.

Er I sikre på, at jeres personale kan se forskel?

Prøv det på næste personalemøde.

Tag fem konkrete situationer fra jeres egen hverdag. Spørg medarbejderne: Må vi gøre det her?

Og bed dem forklare:

1. hvilken hjemmel de mener gælder
2. hvorfor indgrebet er nødvendigt
3. hvad de ville forsøge først
4. hvorfor netop dette indgreb er proportionalt
5. hvornår indgrebet skal ophøre
6. om situationen skal registreres og indberettes

Hvis medarbejderne giver fem forskellige svar, har I ikke nødvendigvis et medarbejderproblem.

I har et fælles vidensproblem. Det kan løses.

Ofte stillede spørgsmål om magtanvendelse på bosteder

Hvad er magtanvendelse på et bosted?

Magtanvendelse er et indgreb i en borgers selvbestemmelsesret, som kun må foretages, når der er hjemmel til det i lovgivningen, og betingelserne for det konkrete indgreb er opfyldt.

Hvornår må man bruge magt på et bosted?

Kun når der er hjemmel til netop dette indgreb, og betingelserne er opfyldt. Magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og ske så skånsomt og kortvarigt som muligt — og først når pleje, omsorg og socialpædagogisk indsats har vist sig utilstrækkelig.

Må man fastholde en borger på et bosted?

Kun når betingelserne i den relevante bestemmelse er opfyldt — typisk § 124 d eller § 136 d. Borgerens modstand er ikke i sig selv en tilstrækkelig begrundelse.

Hvad er forskellen på fysisk guidning og magtanvendelse?

Fysisk guidning efter § 124 b er ikke magtanvendelse og skal ikke indberettes. Men guidning må ikke indebære fastholdelse. Går handlingen videre end guidning, skifter den juridiske karakter — uanset hvad den kaldes internt.

Må personalet gå ind i en borgers bolig?

Boligen er borgerens hjem, og udgangspunktet er, at personalet ikke bare kan gå ind. Det kræver en konkret vurdering af formål, samtykke og hjemmel.

Må man låse døren på et bosted?

Som udgangspunkt nej. Låsning og sikring af yderdøre kræver en specifik afgørelse og er kun tilladt under strenge betingelser. En dør må aldrig låses af hensyn til drift eller bekvemmelighed.

Skal alle magtanvendelser indberettes?

Alle indgreb omfattet af § 135 a skal registreres og indberettes. Fysisk guidning, konfliktafværgelse, husorden og tryghedsskabende velfærdsteknologi, som borgeren ikke modsætter sig, er derimod ikke magtanvendelse og skal ikke indberettes.

Hvem skal en magtanvendelse indberettes til?

Medarbejderen registrerer og indberetter til personalelederen. Lederen sender videre til borgerens handlekommune og til den kommune eller det socialtilsyn, der fører det driftsorienterede tilsyn — og orienterer driftsherren, hvis tilbuddet er kommunalt eller regionalt.

Hvad skal dokumenteres efter en magtanvendelse?

Den konkrete situation, det forudgående forløb, hvad der blev forsøgt først, hvilken hjemmel der blev anvendt, hvad medarbejderen gjorde, hvor længe det varede, hvordan borgeren reagerede, og hvad I vil gøre anderledes.

Hvad sker der, hvis et bosted bruger magt ulovligt?

Ulovlige indgreb kan føre til ansættelsesretlige konsekvenser og til påbud eller skærpet tilsyn for tilbuddet. Overtræder handlingen straffeloven, kan der rejses strafansvar mod den enkelte medarbejder.

Hvem har ansvaret for, at medarbejderne kender reglerne?

Ledelsen. Det er tilbuddets ansvar at sikre, at medarbejdere — også vikarer — kender reglerne og kan anvende dem i praksis.

Hvad gør man, hvis man er i tvivl?

Stop op, hvis situationen tillader det, og undersøg den konkrete hjemmel og betingelserne. Ved gentagne tvivlsspørgsmål bør tilbuddet sikre en fælles faglig og juridisk afklaring i stedet for at lade den enkelte medarbejder stå alene med vurderingen.

Kort sagt

Magtanvendelse på bosteder handler ikke først om greb.

Det handler om jura. Om selvbestemmelse. Om nødvendighed. Om proportionalitet. Om at vælge det mindst indgribende alternativ.

Og om at kunne forklare bagefter, hvorfor man gjorde, som man gjorde.

Den vigtigste regel er derfor ikke:

“Hvilket greb skal jeg bruge?”

Men:

“Har jeg overhovedet hjemmel til at gribe ind?”

Det er dér, god praksis begynder.

---

Brug for undervisning i magtanvendelse?

Reglerne er til at læse. Det svære er at bruge dem, når situationen opstår.

Práctica® underviser botilbud i reglerne om magtanvendelse med fokus på jura, praksis og de gråzoner, medarbejderne møder i hverdagen — hos jer, på jeres egne cases.

Se kursus i magtanvendelse på voksenområdet